Det sker i Shindokan:
Gradueringer
Københavns Karate Skole modtager dansk idræts største anerkendelse for sit ungdomsarbejde
brugernavn: adgangskode: pil Få et login
MENU:

Shindokan Goju Kai Karate-Do
Shuudoji Temple
Gl. Kongevej 23
1610 København V
tel: 33244233
fax: 33240766

Goju

Traditional Goju Karate-Do er en af de 4 traditionelle karate stilarter.

Karates udspring er på øen Okinawa i det sydkinesiske øhav.

Goju Karate-Do betyder:

  1. Go=Hård
  2. Ju=Nænsom / Blød
  3. Kara=Tom (i den buddistiske betydning om et tomt sind fri for forestillinger og forventninger)
  4. Te=Hånd
  5. Do=Vej.

Altså: Den hårde og nænsomme, tomme hånds vejs.

Karate er en selvforsvarsform der udnytter modstanderens energi.

Goju blev navngivet og grundlagt af Chojun Miyagi Sensei

Karate citater:

Det er en kendsgerning, at hemmelige GOJU principper findes i Kata (arrangerede bevægelser) er ikke blot en opvisning af bevægelser: den er en håndgribelig fastlægning af teknikker, som kan overføres og bruges i en hvilken som helst sammensætning. Vi skal altid huske pi, at kata er en tydeliggørelse af den dybeste mening med karate, og vi skal altid begynde helt åbne og træne hårdt. Kun gennem træning af kata opnås "GOKUI" - Den vigtigste Lære.

Goju karate - do er en manifestation overfor sig selv i harmoni med universets akkorder.

"Så blid som et piletræ - så hård som Mount Tai."

(Der henføres ofte til bjerge i kinesisk poesi) De uforanderlige former af harmoni Mellem himmel og jord opstår først, når de 2 modsætninger hårdt og blødt forenes I en og samme krop. Samme harmoni findes ude i naturen og i universets Uendelighed, og bliver selv i stand til at udtrykke den, hvis vi følger den vej, Gojukarate - Do anviser os.

"At følge GOJU - Ryu Karate - Do  (vejen) er at søge vejen til sit indre jeg".

I GOJU - RYU karate - Do tilstræber vi at kultivere den menneskelige naturs renhed til en psykologisk og sjælelig helhed gennem træning af krop og ånd. Strategisk var meningen oprindeligt at vinde". - men at vinde åndeligt er det højest opnåelige: derfor må alle, der vælger denne vej, huske på det japanske tegn "nin" (nin = udholdenhed) ved at kunne mestre sin egen ånd og den strategi, der går ud på at vinde uden kamp, - den inderste hemmelighed.

Navnet Goju - Ryu's oprindelse:

Miyagi Chojun Sensei navngav sin kampkunst Goju, et navn der blev udvalgt med de 8 Bud fra traditionel, kinesisk kempo som grundlag. Buddene findes nedskrevet i et dokument kendt som "Bubishi" (Se følgende danske oversættelse)

Forstanden består af himmel og jord
Kroppens cyklus er den samme som solen og månens
Ind - og udånding er lig med hårdt (Go) og blødt (Ju)
Lev i overensstemmelse med tiden og forandringerne
Teknik opstar når bevidstheden er fraværende
Fødder skal gå frem og tilbage, adskilles og mødes
Øjnene ser selv den mindste forandring
Ørene lytter opmærksomt i alle retninger

Jeg tror, at de 8 Bud er essensen af kampkunsten, og det er dem vi tilstræber gennem træning af GOJU - RYU karate -Do. Man bør altid være i harmoni med sin træning og tilstræbe at blive et menneske, der kommer samfundet til gode.

Citater af:
Chojun Miyagi Sensei
Terou Chinen Sensei
Toguchi Sensei
M. Higashionna Sensei

Karatens Rødder

Den Gamle Civilisation Og Kampens Oprindelse.

Alle levende væsener er født med instinktet til at forsvare sig mod eventuelle fjender. Selv et lille barn prøver fra første færd at beskytte sig ved at dukke hovedet med hænder og arme, hvis nogen slår ud efter det, denne umiddelbare reaktion er et boende selvforsvars instinkt, og som følge heraf er det naturligt at forestille sig, at de elementer der tilsammen danner karatekunsten, er udsprunget fra disse vor naturlige instinkter gående helt tilbage til menneskets tidligste oprindelse.

I de ældst kendte civilisationer i Centralasien, Ægypten og Tyrkiet var der da også tradition for kamp blandt de forskellige folk fra vidt forskellige civilisationer. Skønt der ikke findes klare beviser for, hvornår karate-lignende teknikker begynder at udvikles, er der mange spor fra kampkunstens fødsel F.eks. tegninger af mænd i karate-lignende stillinger fundet på et antikt, Ægyptisk gravsted, der kan føres tilbage til så tidligt som for 5000 år siden.

Et andet bevis er indeholdt i 2 små Babylonske kunstværker dateret mellem år 3000 til år 2000 før Kristus, visende karakteristiske, fundamentale blokeringsteknikker, som de bruges den dag i dag.

Det er derfor et faktum, at karate-lignende kamparter blev praktiseret i adskillige af de tidligere civilisationer. Herudover er det højst sandsynligt at principperne bag karate blev introduceret i Indien via Tyrkiet.

Beviserne antyder, at der har været kulturelle udvekslinger mellem Indien og Tyrkiet, længe før Silkevejen blev etableret, men det må understreges, at kampkunsten, som blev indført til Indien fra vesten, på det tidspunkt stadig var meget upoleret det var først i Indien og Kina, de mere raffinerede teknikker blev udviklet. Det antages, at våbenløs kamp var vidt udbredt i Indien og blev anvendt i strammekrige, længe før der var tænkt på Buddhisme. I den sydlige del af landet udviklede der sig en kampkunst kaldet Kalaripayt (Indisk kampkunst) som minder bemærkelsesværdigt meget om den oprindelige Okinawa-te.

Okinawa-te (tom hånd) siges at have en tusindårig historie, og der er en (teori om,?at "Kalaripayt blev studeret og hjembragt til Okinawa af søfolk, der havde rejst I det sydlige Indien i deres søgen efter handel. Yderligere menes det, at Okinawa-te senere blev forenet med kinesisk kempo, for til sidst at danne kampkunsten karate.

Oprindelsen af kampkunsten Kinesisk kempo.

Bodhidharma var en kendt Zen-buddhistisk munk, der boede i ni år ved et Shaolin tempel i Kinas Songshan bjerge. Ifølge legenden blev han født for ca. 1400 år siden som sen af Kong Sugandhain og medlem af en kriger kaste. Det fortælles at han ankom til foden af bjergene i Huan-provinsen omkring år 500 for at undervise i Buddhisme. Han tilbragte ofte flere dage i meditation i en grotte, som befandt sig i nærheden af templet. Der er ingen klare beviser for, at kampkunst var kendt I Kina før Bodhidharma, men det er sandsynligt, at forskellige andre arter var under udvikling allerede dengang. Een af teorierne går ud på, at der for 5000 år siden under kejser Huan eksisterede en kampkunst, som lignede kempo, men først

I?under Chou-Dynastiet opstod den form, vi kender som kempo. Som tidligere nævnt brugte Bodhidharma ni år af sit liv i meditation ved Shaolin-templet i Kina, og her lavede han et fysisk træningsprogram til munkene, bestående af 18 kata og 2 sutra, der henholdsvis er åndedrætsøvelser for at udholde meditation og hård I?træning, og et åndeligt træningsprogram for styrkelse af ånden og mentaliteten, og disse øvelser er stadig fundamentale i karate-do og respekteres højt.

Bodhidharmas lære siges at have dannet grundlaget for Kinesisk kempo, og .selvom denne pastand er usikker, har Shaolin munkene altid indset nødvendigheden af fysisk træning som en del af hverdagen.

Flere af Goju's kata henfører til tal, SESAN (13 hænder)! SEPAI (36?hænder) og SUPARINPEI (108 hænder). Nogle af disse tal kan stamme fra buddhismen, hvilket igen antyder, at den kan have haft indflydelse på udviklingen af karate-do

KAMPKUNSTENS INDFØRELSE På OKINAWA.

Den lokale kampkunst "te", blev i dyb hemmelighed- dyrket af folk Okinawa, længe før den kinesiske kempo blev kendt. Navnet kinesisk kempo nævnes første gang i et historisk skrift fra 1372 (Kong Sattos regeringsperiode), men det er sandsynligvis ved begyndelsen af samhandelen mellem Okinawa og Kina, at indbyggerne Okinawa stifter bekendtskab med den kinesiske kampkunst kempo. Da kempo blev kendt Okinawa, blev den brugt som en våbenløs kampform til selvforsvar - ikke som helsetræning. Det var Okinawas stormomsuste politiske historie, der havde direkte indvirkning udviklingen af kamp de bare næver. Kong Sho Shins forbud mod at bære våben i slutningen af det 15. århundrede ansporede yderligere interessen for "Den tomme hånds teknik".

Okinawas historie vil blive belyst i det senere kapitel, for at tydeliggøre karatens historiske oprindelse Okinawa.

Mange af de karatemestre, som har studeret de asiatiske kampformers baggrund, er overbeviste om, at kombinationen "Okinawa-te" og kinesisk kempo, sammen danner grundlaget for kampkunsten karate. Okinawa er der tradition for, at alle tråde af fremmed indflydelse længe og grundigt studeres, for derefter at blive spundet og indvævet i det stof, der danner Okinawa - og samme måde blev den våbenløse kampkunst studeret og videre forarbejdet til den h0jt udviklede kampkunst - karate.

Her skal understreges en meget vigtig side ved Okinawa karate: Okinawa træner man ikke karate som sport Eiler af helbredsmæssige hensyn. Karate er en livslang stræben, der har til formal at styrke krop og ånd. En karate-ka (elev) Okinawa bruger meget tid at træne de grundliggende kata, om og om igen, som en form for åndelig skoling.

Okinawas Historie

I 1340, da Okinawa var delt i 3 kongedømmer, der alle svarede skat til den Kinesiske kejser, indvilgede kejser Chu Yuen Cheang (Ming Dynastiet) i, at modtage et personligt sendebud fra Kong Satto af Ryukyu-Dynastiet. Ifølge de historiske efterretninger havde Satto selv sat dette møde i scene for at få lejlighed til at imponere andre med sin status og gaver til den Kinesiske kejser: det blev begyndelsen et langt forhold mellem Okinawa og Kina. I 1372 blev Ryukyu-Dynastiet formelt indlemmet som forbundsstat under det Kinesiske rige. Ming Kejseren fandt behag i at opretholde et godt forhold til Okinawa. Han sendte hvert år deputationer til 0en medbringende gaver. Okinawa blev disse deputationer modtaget med stor begejstring i kongens residens slottet i Huri, en hyppig foreteelse helt op til 1866. Ikke engang den Japanske Satsuma-klans invasion i 1609 kunne afbryde disse kinesiske besøg. Der var mange kempomestre og andre dygtige folk blandt delegationsmedlemmerne, og under deres ophold i Naha underviste mestrene Okinawas adel og deres elever i kempo. Hvert år indtil 1874 ;endte Ryukyu-Dynastiet skibe med delegationer af adelsmænd til det Kinesiske Fastland. Skibene var lastet med kostbare gaver til den Kinesiske kejser, og for at beskytte sådanne transporter mod plyndring og pirateri var både delegater og landskab bevæbnet og uddannet i kampkunst. Det er en af forklaringerne hvorfor kampkunsten blev så højt udviklet så lille en ø som Okinawa: der var simpelthen behov for at beskytte disse gaveekspeditioner.

I 1392- i Kong Sattos regeringsperiode- blev et kinesisk fællesskab af dygtige håndværkere og munke sendt til Okinawa for at tage ophold i landsbyen Kume. Den lokale befolkning blev som en direkte følge heraf ansvarlige for forhold, der havde med handel og kommunikation mellem Okinawa og Kina at gøre, f.eks. udstedelse af diplomatiske dokumenter, fremskaffelse at budbringere, tolke og lodser. Disse kinesere der slog sig ned i Kume, underviste også den stedlige befolkning i Kempo. Nogle fa adelsmænd fra Okinawas Kinadelegationer blev i Kejserriget nogen tid og enkelte af dem studerede og trænede ved de kinesiske Kempo skoler. I provinsen Fukien var der dengang en RyuKyu-koloni som var anlagt af Kong Satto for at huse de af hans folk, der tog til Kina for at studere og træne Kempo. Derfor blev Kempo hurtigt indfort pi Okinawa i Kong Sattos Æra, dels af Kineserne og dels af de folk fra Okinawa, der selv havde studeret kunsten i Kina.

For at forstå hvorfor den våbenløse kampform udviklede sig til en højtudviklet Kampkunst, må vi se tilbage i historien. Omkring 1470 gav Sho-Dynastiets fald anledning til en periode med politisk oprør, som udmøntede sig i etableringen af et nyt Sho-Dynasti i 1477. Den nye Konge Sho-Shins, første proklamation var forbudet mod at bære våben, gældende for alle fra adelstanden til bonden. Han beordrede derefter alle våben inddraget og laste dem inde i sit slot i Shuri. Kong Sho-Shins mest bemærkelsesværdige handling var hans opfordring til samtlige adelsmænd, som jo nu var afvæbnet, om at flytte ind i den kongelige hovedstad med deres familier, hvilket gav ham mulighed for at holde øje med eventuelle oprørske krigsherrer.

To kampskoler så dagens lys som en direkte følge af Kong Sho-Shins afvæbning af sit folk. Den ene var "Te" som blev dyrket af overklassen, den anden: RyuKyu Kobudo der blev udviklet og trænet af bønder og fiskere, som også anvendte primitive fiske og landbrugsredskaber som effektive våben i kamp mand mod mand. Træningen i savel bevæbnet som ubevæbnede kampteknikker foregik i dybeste hemmelighed, 0de steder efter mørkets frembrud.

I vore dage er der mange Okinawa-Mestre, der mener at Kong Sho-Shins, første våbenforbud var et klogt trek. Okinawas gyldne tidsalder, som varede til 1609 var aff0dt af samhandelen med Kina og andre Asiatiske lande. I 1609 invaderede den sydjapanske Satsuma-klan Okinawa, stormede Shuri, og tvang 0en til at blive Japansk Lydstat, selv efter invasionen pålagde Shogun leyusu befolkningen at opretholde en loyal holdning overfor den kinesiske kejser. Den japanske besættelsesmagt opretholdt forbuddet mod at bære våben, men det var snarere for udadtil at give indtryk af, at den politiske situation Okinawa var uforandret. Våbenforbuddet er siden hen forsat gennem Okinawas historie.

Da Meiji-Dynastiet var genrejst i Japan blev RyuKyu erklæret for japansk territorium, og i 1879 under den senere Meiji regering blev hele Dynastiet officielt underlagt japansk overherredømme. Denne historiske beslutning skabte uro mellem Okinawas befolkningsgrupper, nogle støttede det standpunkt, at man skulle underlægge sig Japan, og andre mente man burde underlægge sig Kina. Gennem tiderne har en lang række fremmede invasioner af Okinawa lært der enkelte betydning af at opbygge en indre styrke til et middel, der kan modstå hårde fysiske anstrengelser et grundelement, som er en af hjørnestenene træningen af Karate, derfor er Karate for folk Okinawa e selvdiciplineringsmiddel både fysisk og mentalt.

I historiske overleveringer nævnes navnene nogle af dem, der satte deres præg udviklingen af kampkunsten Okinawa. Under Kong Sho-Teis styr omtales i 1686 en kinesisk udsending ved navn Wanshu, han boede i landsbyen Tomari og var sendt dertil af den kinesiske kejser. Under hans ophold undervist han landsbyboerne i en bestemt kempo-kata som efter mester Wanshus afrejse blev opkaldt efter ham (Wansji) og videre forarbejdet af Tomaris indbyggere. I vore dage trænes Washu stadigt som en Tomari-te-kata.

Kusanku er endnu en af de kinesiske kempo-mestre, der nævnes i de historiske skrifter, han og hans elever rejste i 1756 til Okinawa for at undervise i kempo Dette forhold nævnes i det japanske værk "Oshima hikke" som er skrevet japaneren Tobe Ryoen, der led skibsforlis og strandede på øen RyuKyu, og det første gang Okinawa karate omtales i japanske skrifter. Kusanku gav ligeso Wanshu navn til en Shuri-te-kata der stadig dyrkes. Der var adskillige andre, som også viede deres liv til kampkunsten Okinawa. Sukugowa Shungo fra Shuri-te tog til Kina i 1755 for at studere kempo. blandt hans mange efterfølgere kan nævnes Makabi Chokei, Ukuta Satounushi, Matsumoto Chiku udon Pechin Morishima Oyakata og Ginowa Cho'ho. I det 19 århundrede var der mange mestre indenfor Shuri-te, blandt dem var Matsumura Sokon Sensei kendt for sin ekspertise. Vigtig at nævne er også Itosu Anko Sensei, som gjorde meget udbredelsen af Shuri-te Okinawa, samt Matsumura Kosako Sensei - mesteren i Tomari-te.

Grundlæggeren af Naha-te, stormesteren Higashionna Kanryo Sensei rejste i ~875 til den kinesiske provins Fukien for at lære sig kinesisk kampkunst. Han tilbragte ca. 15 år i Kina, før han mestrede kampkunsten.

På Okinawa er der 3 stilarter Tomari-te, Shuri-te og Naha-te, som ganske enkelt er opkaldt efter den by, stilarten stammer fra. Samlet blev de benævnt todei eller karate, som japansk betyder Kina hånd. Det er vigtigt at påpege, at de 3 stilarter er nært beslægtede og kun er forskellige i fortolkningen - ikke selve indholdet. Alle Okinawas stilarter er bortset fra nogle hårfine forskelligheder een og samme mål, det afspejles i den kendsgerning, at stilarterne hver især har samme formal: "selvforsvar", og de enkelte grene imellem hersker der respekt og venskab - ikke fjendtligheder

NAHA-TE.

De forskellige stilarter ændredes i første halvdel af det 20 århundrede, Shuri-te og Tomari-te blev slået sammen under betegnelsen Shorin-Ryu, og Naha-te blev senere kendt under navnet Goju og blev påhæftet i 1931 af Miyagi Chojun Sensei som grundlagde Goju.

Okinawa karate blev i 1933 anerkendt som en selvstændig stilart af det Japanske rad for kampkunst, Butoku-Kai. Helt op til 1935 betød karate "Kina hånd", men en konference afholdt Okinawa mellem mestrene fra de respektive stilarter blev det vedtaget at bruge en ny betegnelse for karate "Tom hånd" eller våbenløse selvforsvars-kunst, nogle mestre foretrækker at kalde deres stil "Karate-Do", som betyder Karatens vej. På basis af de traditionelle stilarter udvikledes mange nye former. Shurin-Ryu blev senere opsplittet i adskillige varianter, mens Goju i det grundlæggende stadig var det samme stilistisk. i hovedlandet Japan udviklede Goju sig til en organisation kaldet Goju-Kai, og kombinationen Goju og Shorin-Te blev til stilarten Shito-Ryu. Karate er ikke længere forbeholdt Okinawa, men er i dag anerkendt som kampkunst og fast forankret både i Japan og internationalt.

I november 1874 forlod den 22 årige Higashionna Kanryo Sensei, Nahas havn ombord et skib med kurs mod det Kinesiske fastland, og hjulpet af god vind ankom skibet "Toshishinryu" til havnebyen Foochow efter en rejse 8 dage. Higashionna Kanryo Sensei blev næsten et år i Foochow og boede i Okinawa kolonien RyuKyu-Kan, og gennem lederen af lejeren Lykkedes det ham at blive forestillet for den kinesiske mester i kempo, mester Ryu Ryuko, men det tog ham næsten et år at få foretræde for mesteren. Higashionna blev til trods for præsentationen ikke accepteret som elev lige med det samme. Det var almindelig fremgangsmåde i Kina, at mestrene fort tog sig tid til at kigge nærmere kandidatens karakter og personlighed, for man blev accepteret. Higashionna Sensei blev derfor sat til at passe have og gere rent i mesterens bolig. det gjorde han i meget lang tid med stor iver og påpasselighed. Mester Ryu Ryuko blev meget imponeret over Higashionna Senseis holdning, og da han mente sig tilfreds, blev Higashionna Sensei optaget som hans personlige elev. Om dagen hjalp Higashionna Sensei sin Chefinstruktør med bearbejdning af bambus, og efter mørkets frembrud startede træningen med Sanchin, dernæst trænedes Unsoku-ho (et bevægelsesmønster), med niri-game (tunge keramik krukker) som kontra vægte. Denne 0velses formal var at styrke den enkeltes evne til at holde fast, og samtidig udvikle de rigtige ben bevægelser. Træningen forsatte Muchi-ishi (natursten) under anvendelse af både albuer, knoer, håndkanten og håndroden som igen og igen blev stødt mod makiwaren. Man trænede også i en stor bambuskurv (uki) hvor to personer øvede nærkamp og kvælningsteknikker. Higashionna Sensei var dybt betaget af de instrumenter og værktøj, han anvendte første gang han var i sin mesters dojo, og for hver ny teknik blev hans interesse i karate større og større, men presset af så hård en træning havde sin indvirkning. Higashionna Sensei ben, hænder. og skuldre var altid ophovnede af overanstrengelse, men det var kun gennem hård træning, han kunne udvikle sine muskler til at blive så hårde som hærdet stål. Higashionna Sensei blev efter adskillige års hård træning mester Ryu Ryukos dygtigste elev.

Mester Ryu Ryukos hjem var en to etages bygning, og mesteren boede på førstesalen mens forretningen og Higashionna Senseis værelse lå i underetagen, hvor gulvet- oftest var meget koldt, så koldt at det vækkede Higashionna Sensei hver morgen. Ude af stand til at sove længere tilbragte han den tidlige morgenstund med træning af kata. Mester Ryu Ryuko stod også tidligt op og fulgte Higashionna Senseis træning fra sit vindue. Higashionna Sensei fik ofte besked ikke at overtræne, så han ikke havde kræfter til rejsen hjem til Okinawa. Mester Ryu Ryuko vogtede over ham som sin egen sen. Higashionna Sensei var mester Ryu Ryukos personlige elev i 15 ar, og efter 15 år med hård træning vendte han tilbage til Okinawa. Umiddelbart efter hjemkomsten aflagde han besøg hos Udon Yoshimura, der i sin tid havde hjulpet ham til Kina. Udon Yoshimura var meget imponeret over så voksent, beskedent, men værdigt et menneske Higashionna Sensei var blevet, og han bad ham undervise sine sønner i nogle af de teknikker, han havde tilegnet sig i Kina. Yoshimura Chogi gik meget højt op i kampkunst og trænede ihærdigt. Higashionna Senseis ry og rygte var ude over hele Naha og opland kort efter hans hjemkomst til RyuKyu-0erne. Ryukyu-Dynastiet konge Sho-Tai, bad ham være kongefamiliens instruktør i kampkunst sideløbende med undervisningen af Udon Yoshimuras familie.

Higashionna Sensei efterlevede loyalt den kinesiske lære om beskedenhed, han var altid tilbageholdende og rolig i sin optræden, og talte aldrig om sine egne oplevelser eller ekspertise i kampkunst. Han genoptog en kort tid sit tidligere arbejde som handlende skibene, men søfolk, købmænd og embedsmænd. der havde været i Kina, fortalte alle om Higashionna Senseis talent og gode rygte. Der var mange, der 0nskede at blive elev hos ham, men kun meget fa blev hos ham grund af den barske træning. Han lavede sit hjem i Nishimachi om til dojo, og begyndte så at undervise gratis. Higashionna Sensei var stille af natur. men i en dojo syntes han helt at ændre karakter. Hans blik blev skarpt som en 0rns. og eleverne var næsten bange for at komme for tæt ham.

I 1905 begyndte han at undervise ved en privatskole på opfordring fra inspektøren selv, formalet med undervisningen var at styrke eleverne fysisk savel som mentalt.

Under det 15 år lange ophold i Kina havde Higashionna Sensei lært sig mange traditionelle kinesiske kampformer: Det lige sværds teknik (Chien), bredsværds teknikken (Dao), og spyd teknikken. Hans behandling af teknikkerne var sand bevægelseskunst, og han blev derfor hurtigt berømt, ikke kun i Naha, men også i de andre store byer Okinawa. Higashionna Sensei var omkring 180 cm. men stærkt bygget, og hans muskler var godt udviklet takket være den hårde træning han gennemgik i Kina. Hans hænder og ben var usædvanlig smidige, og folk kaldte ham "Higashionna med det kraftfulde spark", fordi hans spark og bevægelser var hårde og hurtige som Lynet. Folk var overraskede over, at så lille en mand kunne besidde så megen styrke og behændighed, i Naha kaldte man ham "Kensie" hvilket betyder de hellige hænder. Lidt efter lidt blev Higashionna Senseis stil kendt som Naha-dei (te) i betydningen Naha-hånd (teknik) og i vore dage hædres han som grundlæggeren af Okinawa-Karate

Efter hjemkomsten fra Kina brugte Higashionna Sensei al sin tid og energi at studere og træne kata Sanchin. Hans sind var så optaget af Sanchin, at han af og til glemte at spise. den tid blev en ung mand hans personlige elev. Elevens navn var Miyagi Chojun, som senere grundlagde Goju. Higashionna Sensei var dengang 49 ar, og den unge mand var bare 14 ar, da de mødtes første gang.

Higashionna Sensei lærte kun sine elever Unsuko-ho (grundlæggende bevægelsesmønstre) i de første 6 måneder om og om igen. derefter gik man i 3-4 år over til udelukkende at træne kata Sanchin, en kata der optræner evnen til at kontrollere åndedrættet og muskelspændingen. Higashionna Senseis træning var så hård, at mange af eleverne blødte fra skuldrene, synet svigtede, og hofter og ben var randen af sammenbrud, mange af dem havde blod i urinen.

Eleverne fik aldrig lov til at gå videre til en ny kata, før de beherskede de korrekte bevægelser og mønstre, den korrekte åndedrætsteknik og en høj grad af udholdenhed Der var mange der ville træne under Higashionna Sensei, men de fleste forsvandt igen grund af den hårde træning. Blandt de elever der blev var Miyagi Chojun, og sammen med Higashionna Sensei viede han resten af sit liv til at forbedre og skabe fremgang for Naha-te. Tidligt i 1916 blev Higashionna Sensei syg, og Miyagi Sensei tog sin læremester hjem til sig og passede og plejede ham, dog dødede Higashionna Sensei i oktober samme ar.

Miyagi Chojun blev født den 25. april 1888 i Naha.

I elleveårs alderen tog Miyagi Senseis mor ham med til en Karate-mester, ved navn Aragi Ryuko Sensei (bedstefader til Aragaki Shuichi, der i dag er rådgiver for Okinawas Gojus råd). Miyagi Senseis mor havde oplevet de hårde omsuste ar, som dels skyides Meji-Dynastiets genrejsning og senere også den Sino-japanske krig, hun havde derfor det standpunkt, at en mand bør være stærk både åndeligt og fysisk for at møde tilværelsens udfordringer, især som familieoverhoved.

I mester Aragi Senseis dojo trænede Miyagi Sensei mest makiwara, chishi og niri-game, der hovedsagelig bruges til udvikling og styrkelse af musklerne. Miyagi Sensei blev i en alder af 14 år præsenteret for Aragi Senseis gode ven Higashionna Sensei, der grund af sin h0je anseelse ustandselig modtog anmodninger fra folk, der håbede at blive hans elever. Higashionna modtog ikke nye elever, medmindre han følte sig sikker på, at vedkommende nu også var i besiddelse af den disciplin, der krævedes for at dyrke karate seriøst. Selv efter optagelsen studerede Higashionna Sensei sine nye elever nøje, indtil han var overbevist om, at hver enkelt elev tog sin træning alvorligt. ,3en unge Miyagi Sensei gik højt op i sine mange gøremål. Han gjorde rent, ordnede have, kløvede brænde og hentede vand, og hjalp ofte til med de huslige gøremål, endelig optog Higashionna Sensei ham som elev og underviste ham i sin kunst Naha-te. Miyagi Sensei var dengang ikke sikker om han ville forsætte med at træne karate resten af livet, men han holdt allerede da meget af sin træning. Selvom træningen var så barsk, var Miyagi Sensei stadig helt opslugt af karate, han havde en stærk vilje og var også flittig med sine studier, og Higashionna Sensei der bl.a. havde set disse træk under observationen af Miyagi Sensei, var mere end overbevist om, at her var manden, der skulle føre den kunst videre, han selv havde lært i Kina af mester Ryu Ryuko.

I 1925, da Miyagi Sensei var 37 år, viste han Naha-te for prins Chichibu: allerede dengang havde Miyagi Chojun Sensei forudsagt karatens udbredelse først til Japan og dernæst udover resten af verden, og derfor fandt han det vigtigt at samle og organisere alle Okinawa-stilarter for at bevare dem som kulturskat for eftertiden og som en kulturarv til Okinawas kommende generationer.. Med det i tankerne grundlagde han i 1926 Karate Akademiet i byen Wakasa-Cho. Naha-shi (Amt) i et samarbejde med Hanashiro Chorno Sensei fra Shuri-te og Motosu Choyu Sensei og Mabuni Kenwa Sensei fra Shito-Ryu, som alle underviste på skift. Træningen startede som regel med opvarmning og "Kihon" (basisbevægelser), som havde til formål at styrke elevens fysisk og udholdenhed, og efter opvarmningen trænede man Sanchin om og om igen, - dag efter dag dels for at styrke fysikken men også som opbyggelse af den åndelige og mentale styrke, og gennem gentagelse af de enkelte øvelser beherskede hver enkelt elev til sidst videnskaben Karate og dens virkemidler. Efter træning samledes man om Miyagi Chojun Sensei for at lære om essensen og ånden i kampkunst. Han berørte emner som menneskeheden, hændelser i hverdagen og samuraiens kutymer (kodeks), for han ikke kun ville hjælpe sine elever med karate- træningen, men også ønskede at være med til at præge deres åndelige udvikling. Akademiet lukkede i 1929. Grundlæggeren af Judo, Kano Jigoro Sensei, besøgte i 1927 Okinawa efter invitation fra Okinawas Karate-Forbund, og ved en reception til hans ære gav Miyagi Sensei et eksempel på en Karate-Kata. Kano Sensei var meget benovet over Miyagi Senseis opvisning, og bagefter demonstrerede Miyagi Chojun Sensei kaste og fastholdelsesteknikker for at illustrere, hvor vigtig åndedrætsteknikken er under disse bevægelser. Kano Sensei var dybt betaget af Karates højtudviklede teknikker og forfinelsen var tilsyneladende ligeså betaget al personen, Miyagi Chojun Sensei, hvis man skal dømme udfra de breve, Kano Sensei senere sendte til ham. Ved Butoku-sai Turneringen i 1930 og igen ved Sainei Budo i 1932 samt ved mange andre stævner blev der sendt bud efter Miyagi Chojun Sensei til opvisning i Okinawa-Karate, og det var takket være Kano Senseis store indflydelse. Miyagi Sensei fik rig lejlighed til at vise Karate ved de store, japanske stævner for Kampkunst som blev finansieret af den japanske stat. I begyndelsen af 1930'erne var Miyagi Chojun Sensei meget aktiv i udviklingen og udbredelsen af Karate-Do til hele verden, og i 1934 blev han udnævnt til formand for Butokukais underafdeling på Okinawa.

I april samme år blev han af et derværende dagblad inviteret?til Hawaii for at præsentere karate. Han blev der i 10 måneder, før han vendte tilbage til Naha; her modtog han undervisningsministeriets belønning for en usædvanlig indsats for fysikkens forædling. 11936 tog han igen til Kina for at lære sig mere kinesisk kampkunst ved Akademiet for udvikling og forædling af den menneskelige fysik, hvor han blev i 2måneder. 1 1937 modtog han efter opvisning i Kata et Butoku-Kai stipendium til fortsat udvikling indenfor hans område. Miyagi Chojun Sensei brugte hele sit liv på Goju Karate-Do og forberede og udviklede sine trænings - metoder. 1 1940 skabte han Kata Gekisai Dai ichi og Gekisai Dai ni for at gøre Karate populær og for at forbedre unge menneskers fysiske udvikling. Han skabte også Tensho, som understreger de bløde bevægelser i kampkunst modsat Sanchin, der er hård, - og deraf navnet Goju, der på japansk betyder: Den hårde og den blide kunst. Det er meget betegnende for Goju, som på den tid var fast etableret og var begyndt at brede sig til den øvrige verden. Miyagi Chojun Sensei var Goju grundlægger og stolt a Okinawa-Karate . Lige fra begyndelsen var han helt på det klare med karates betydning og dens plads som Okinawas kulturarv, og derfor ofrede han hele sit liv på at udbrede kendskabet og videreudvikle karate til arv for de kommende generationer.

1 1946 blev han leder af Okinawas akademi for fysisk udvikling og begyndte at undervise på Øens politiskole. Samme år genoptog han også "civilundervisningen" i sin baghave i byen Tsuboya-Cho, hvor hans 4. søn for øvrigt stadig bor. Blandt de mange elever kan nævnes: Miyazato Eiko Sensei, Miyazato Eiichi Sensei. Efter krigen bredte Okinawa-Karate sig hurtigt udover hovedlandet Japan, og Miyagi Chojun Sensei underviste en kort tid i Kansai - det vestlige område af Japan. Miyagi Senseis kunnen indenfor karate var storslået - næsten overmenneskelig: Hans angreb og kropsbevægelser var usædvanlige hurtige, og hans stød var utrolige hårde og præcise. Paraderne, håndteknikker og "sabaki" (kropsbevægelser var uden sidestykke, og der var meget vægt og "micihimi" (klæbrige hænder = fast greb) i hans teknik. At se Miyagi Chojun Sensei lave kata kan knapt beskrives med ord: De var dybfølte og kunstneriske.

Goju Stilen.

Start: kinesisk oprindelse:

1) Shao Lin Chuan.?kinesisk boksning.

2) Pa Kua Chuan.

1) Shao Lin Templet (Shorin-Ji ) Hunan Kina.

2) Bodhidharma ( Daruma ) kommer til Shaolin templet for ca. fjorten hundrede år siden ( kommer fra Indien ). _

3) Udvikler øvelsesprogram for munkene i templet ( de var for laskede til at modtage hans undervisning og budskaber, hans tro var, at man bedre er i stand til at udvikle sig intellektuelt, hvis kroppen fungerer som den skal ) øvelserne indholder mange bevægelsesmønstre fra vilde dyr.?_

Bodhidharma kom til Shaolin Templet for at udbrede læren om Zen.

Denne træningsmetode blev nu spredt ud over store dele af Kina og blev opkaldt efter sit oprindelsessted Shorin-Ji Kempo.

Det er så langt tilbage vi skal for at finde oprindelsen til det, der efter mange år nåede RyuKyu øerne, og udvikledes på Okinawa til den karate, vi kender i dag.

Udviklingen på Okinawa (1733-1953)

Shakugawa levede i Shuri fra (1733-1815) han underviste i " to-de" som stammer fra Kina. På nogenlunde samme tid ankom en kinesisk kempo-ekspert til Okinawa (Ku Shanku ) hans lærer indragere også i udviklingen.

Fra tre byer på Okinawa H Naha-te

Tomari-te udspringer udviklingen af karate.

Shuri og Tomari kommer ''Shorin-Ryu" Naha kommer "Shorei-Ryu", deles derefter i to stile "Goju" og "Ueschi-Ryu".

Goju (ca. 1900-1953) Chojun Miyagi er kommet tilbage til Okinawa fra Kina.

I 1930 ved Butoku-Kan i Kyoto kan Gojus første gang præsenteres i Japan af Chojun Miyagi (1888 - 1953 ). Goju blev optaget og reg. i " Det japanske kampkunst Butoku-Kai" 1933 Chojun Miyagi's mester var Kanryo Higashionna.

I 1952 etablerede Chojun Miyagi "The Goju Association, for at sikre udbredelsen af Goju Karate-Do, Sensei Toguchi bliver udnævnt som leder. To år senere bliver Goju Association ændret til "The Goju-Kai Federation, med Master Gogen Yamaguchi som præsident og Sensei Toguchi som vicepræsident. Goju-Kai Federation deltog ved første karate tournament i Tokyo i 1969.

Sensei Toguchi fortsatte med at undervise i Tokyo og Koza City.

I Master Gogen Yamaguchi udbredte sin lære bl.a. gennem Professor Richard Kim (USA Goju) blev optaget og registreret i "Det Japanske kampkunst forbund" Butoku-Kai i 1933.

1 940'erne var en tragisk periode for karate. I 1941 brød 2. verdenskrig ud, og hen mod slutningen af 1944 måtte Miyagi Sensei og hans elever se sig fanget midt i det ødelæggende slag om Okinawa og den efterfølgende sults pinsler. Miyagi Sensei mistede både sin 3. søn Jun og sin ældste elev Shinzato Sensei i kampen, og det var bestemt ikke tiden at træne karate i, - så Miyagi Sensei indstillede undervisningen.

Efter krigen bredte Okinawa-Karate sig hurtigt udover hovedlandet, Japan, og Miyagi Sensei underviste en kort tid i Kansai - det vestlige område af Japan.

Grundlæggeren af Goju Karate-Do, Miyagi Chojun Sensei, blev tildelt titlen BUSHI, der på Okinawa betyder værdig kriger og ikke "samurai" som på japansk. Som kriger er Miyagi Sensei er Miyagi Sensei værdig til at nævnes separat i Okinawas historie og i Karate-Do.

Vi skal betragte vor træning som en diamant, der til at begynde med er mørk og usleben, men gennem hård og udmattende træning (polering) vil vor teknik begynde og skinne. Bliver man doven og stopper træningen, vil diamanten igen blive mørk, den kræver konstant polering for at blive ved med at være skarp og lysende.

Denne filosofi skal ikke blot leve i vor træning af karate-teknikker - den skal udvikles i vore hjerter og i sindet. Derfor vil vi tage Sensei ord til vore hjerter og bevare dem der.

Miyagi Sensei navngav sin kampkunst Goju, et navn der blev udvalgt med de 8 bud fra traditionel, kinesisk kempo som grundlag.

Buddene findes nedskrevet i et dokument kendt som "Bubishi".

Forstanden Består Af Himmel Og jord
Kroppens Cyklus Er Den Samme Som Solen Og Månens
Ind Og Udånding Er Lig Med Hårdt Og blødt
Lev I Overensstemmelse Med Tiden Og Forandringerne
Teknik Opstår Når Bevidstheden Er Fraværende
Fødder Skal Gå Frem Og Tilbage, Adskilles Og Mødes
Øjnene Ser Selv Den Mindste Forandring
Ørene Lytter Opmærksomt i Alle Retninger.

Man bør altid være i harmoni med sin træning og tilstræbe at blive et menneske der kommer samfundet til gode, og vi bør alle håbe vi en dag vil genfinde vore naturlige instinkter og medfødte evner.